Vi spiser ude

Anmeldelse Café Faust

Min gode ven Torben og jeg beslutter os til at fejre caféernes og restauranternes åbning ved at gå ud og spise god mad.
Det har været hårdt savnet at man ikke som kok kan få lov at spise ude og på den måde blive belært og forkælet på en og samme gang.

Valget var i grunden ikke svært, vi ville en tur forbi Café Faust, både for at støtte op om forretningen, men også for at blive forkælet. Netop fordi Café Faust har et køkken, som på alle måder lever op til mine høje forventninger om at tage ud og spise på en cafe.
God enkel mad, masser af smag og sæsonvarer uden at det stikker af.

Vi havde heldigvis bestilt bord til kl. 18.30, da alle nu pludselig kunne komme i byen, både på den ene og anden måde. Der var også kø ved Covid 19 teststederne denne torsdag, så med hiv og sving og en enkelt telefonopringning, nåede vi frem til Café Faust med 15 minutters forsinkelse.

Vi fik anvist vores bord tæt ved vinduet og på Café Faust sidder man tæt, dog med de forholdsregler som der var sat i værk pga. Covid 19. Vi starter med et glas bobler, og blev meget hurtigt enige om vi skulle have deres 3 retters sæsonmenu, hvor vi kunne vælge i mellem en forret, en hovedret og 2 slags desserter.

Som seriøs mad anmelder, så studerer vi menukortet grundigt, selvom valget mere eller mindre allerede var truffet.
Vi bemærkede en spøjs lille ting. Den 3 retters sæsonmenu koster fra søndag til onsdag med vin a libitum 550 kr. Fredag og lørdag + 100 kr., stadig for samme menu med vine.
Vi var ude og spise på en torsdag, så første spørgsmål til tjeneren var om det var gratis at spise om torsdagen, eller de ”bare” havde glemt den dag i deres ellers helt nye menukort.
Svaret var jo givet på forhånd, og det var ikke gratis om torsdagen. Til gengæld fik vi det for onsdags prisen med vin ad libitum under hele middagen.

Vi fik vores glas Mont Marcal Semi Seco, en frisk og forførende cava med masser af smag, som velkomstdrinks hvilket i min optik er perfekt, hverken for sød eller tør. Vi besluttede at den ville vi også gerne drikke til forretten, som var håndpillede rejer, urtemayo, ristet brød, vagtelæg og karse, en rigtigt forårslækkerbisken. Herlig start i grunden, ikke nok med at tallerken anretningen virkelig spiller på Café Faust, så imponerer det mig personligt at på sådan en åbningsdag, efter Covid 19 og masser af mennesker strømmer ud for at spise igen, så tager det kun 20 minutter fra vi har sat os, til første ret står foran os. Ikke mindre end imponerende, respekt.
Håndpillede rejer er en rigtigt klassiker i grunden. Jeg kan huske at det gælder om at få fat i dem, før Tivoli åbner op for alvor, for der stiger priserne eksplosivt.

Vores velkomstdrink passer perfekt til maden, syntes vi begge to. Herligt duft af forår der møder vinter, ramte plet. Vi fik sågar fyldt op i glasset, hvilket er en del af konceptet på Café Faust, ikke mangle vin i glasset når du køber din 3 retters menu.
Dog skulle vi køre hjem, så vi måtte begrænse os, da vi også gerne ville have rødvin til den klassiske bøf af oksemørbrad, med dampede gulerødder og pommes Anna, serveret med timiansauce eller den klassiske bearnaise. Og selvfølgelig skulle vi have både og. Ikke gå ned på sauce når nu vi kunne vælge mellem to slags.

Hovedretten er fuldstændig enkel, 3 – 4 komponenter på tallerken, flot og enkelt pyntet op, og da vi begyndte at spørge ind til hvilken vin der kunne være god at drikke til, blev vores unge kvindelig tjener lidt nervøs. Hun klarede det i grunden flot, ved at være ærlig og sige at hun ikke kendte vinkortet godt nok endnu. Så vi fik husets ”vin tjener” til bordet, så han kunne anbefale rødvinen til os.
Hans først valg blev et glas La Fiducia Zinfandel en lidt for let vin syntes jeg personligt, som faldt lidt igennem fordi vores bøffer, med dagens garniturer, forårstænkt og helt enkelt, godt kunne sparke lidt mere ”røv”, uden at det skulle være en af de tunge rødvine vi skulle have.

Hovedrettens totale bistrokøkken stil er lige mig, jeg elsker det enkle køkken og da jeg havde valgt timian sauce som sidevogn, så forslog tjeneren, efter at han havde forespurgt om alt var som det skulle være, at vi byttede vores rødvin ud med et glas Limestone Valley Shiraz. Det takkede jeg ja tak til, da det ikke var mig der skulle køre bilen hjem.
En bedre rødvin til en klassiske ret der i min verden er overvurderet. Altså oksemørbrad stykket, der er ikke så meget smag i netop det stykke kød men det hitter altid hos danskerne fordi det er ”mørt”. Men med rigtigt tilbehør, og det var det i særdeleshed denne aften, så vandt netop dette kød stykke også min sympati.

Vores bøffer var rigtigt møre og rosa stegte, lækker servering, bistro mad når det er bedst. Enkelt og ikke for meget andet pynt på tallerken, som efterhånden fylder rigtigt mange cafe tallerkener. Helt efter selskabets ønske med masser af smag på tallerken. Jeg er personligt vild med en timian sauce, jeg er ikke sikker på Café Faust selv koger deres fond, men det ændrer ikke på, at der var masser af smag, kraft og styrke i min sauce.
Min gode ven Torben fik sin bøf bearnaise, samme tilbehør som på min tallerken, simple cooking that is great.

Efter at have slået mave og snakket lidt om stort og småt, studerede vi menukortet et par gange mere, vi er vel lidt miljøskadede os kokke. Så fik vi en lille snak med deres tjener om hvordan de valgte og indkøbte deres vine samt om cafeen helt generelt. De var mega glade for igen at kunne åbne Café Faust, og havde dagen før (onsdag), haft en af de største dagen i cafeens 18 årige historie. Ja det er fuldstændigt rigtigt, Café Faust har snart 20-års fødselsdag, og den gamle hæderkronede forsvarsdirigent fra AGF, John Stampe, var invester fra starten af og stedet har alle år været drevet af Jesper Minke. Det giver et rigtigt godt billede af at netop Café Faust der har og altid har haft fat i et stort og bred klientel af både spisende cafe gæster og det drikkende publikum.
De har mega travlt på Café Faust, og alligevel tager man sig tid til at fortælle sine gæster stedets historie, dagens store og små nyheder, det er rigtigt god stil og virker bare rigtigt godt, fordi du føler dig velkommen og føler dig værdsat og det sidste er rigtigt vigtigt.

Vi slutter med dessert, som er en dansk klassiker, mazarin kage med et tvist, forårs rabarberkompot og flødeskum. Og dagens oste tallerken med 4 forskellige oste.
Total enkelt og hvorfor i grunden lave om på det. Det virker nemlig. Vi fik ikke en dessertvin, vi ville hellere have sort kaffe og en cappuccino til dessertdelen. 2 eller 3 glas vin på 3 timer er ikke meget når der er vin ad libitum, men i grunden var vi taget ud for at spise lækker cafe bistro mad, mærke stemningen og ikke for at drikke meget vin. Det er meget enkel mad man får når man bestiller deres 3 retters ”bistro menu” på Café Faust, og tusind tak for det, det virker nemlig.

Regningen løb op i 1.150 kr. Det syntes vi begge to er mega billigt for en 3 timers kanon god spise og service oplevelse. Som på intet tidspunkt stikker af, eller lover mere end hvad menukortet fortæller dig.

3 nøgleord om maden: enkel, velsmagende, et tvist af vinter møder forår.

3 nøgleord om betjeningen: høflig, enkel, overblik.

Så da vi sidder under kaffedelen og skulle dele kokkehuer ud på en skala fra 1 til 6, så lander vi på 4,5 – 5 ud af 6 mulige kokkehuer. Det ender med 5 kokkehuer efter at have vurderet regningen og sammenholdt den med vores forventninger, før vi kom forbi denne råkolde forårsaften i støvregnvejr med kun 6 – 7 grader udenfor. Til trods for det, så var der fuldt hus, også udenfor. En stor anbefaling til vores læsere, er at huske at bestille bord næste gang turen går til 8000 C for at indtage et aftensmåltid, stort eller småt, på en af åens mange beværtninger og spisesteder.

Tusind tak for en rigtigt god spise og service oplevelser Cafe Faust staff. Vi kommer helt sikkert igen en anden gang.